Dinesen har leveret sin hidtil største ordre, i alt ca. 7.800 m2 Douglas planker til restaureringen af et stort universitet i Comillas i det nordlige Spanien, knap 150 km vest for Bilbao. Ordren består af planker i hele længder til gulve og træ til vægbeklædning.
Plankerne fra Dinesen kommer til at pryde den ene af universitetets to kirker, klasseværelser, sovekamre, gangarealer og biblioteket med mere i den ældste del af Comillas Universitet. Desuden kommer der også til at være Dinesen gulve i universitetets VIP-områder. Plankerne anvendes således i både historiske og moderne omgivelser.
Det tog næsten halvandet år fra den første kontakt med arkitekterne, til ordren var i hus. Arkitekterne på det store projekt besøgte blandt andet Saatchi Gallery i London og en lang række af Dinesens danske referencer, ligesom de besøgte Dinesens hovedkontor og produktion i Jels, inden den endelige ordre blev afgivet.
Thomas Dinesen fortæller om ordren: ”Det er en historisk stor ordre for Dinesen. Den giver os et fantastisk afsæt og mange muligheder for den fremtidige eksport – og det ikke kun på det spanske marked. Hele virksomheden har ydet en stor indsats for denne ordre. Den er et godt eksempel på, at holdarbejde giver resultater.”
Comillas Universitet er et højt profileret byggeri i Spanien. Universitetet lukkede i 1960’erne, da al undervisning blev flyttet til Madrid. Men det skal nu genåbnes som et internationalt universitet for det spanske sprog. Mere end 400 millioner mennesker verden over snakker spansk, og flere og flere vil lære sproget. Comillas skal fungere som en international platform for promovering af det spanske sprog og spansk kultur. Så der er store forventninger til fremtiden i den lille kystby.